Forhistorie

Forhistorie for SFA2017:

“Han læner sig ind over maskinen. Sveden løber ned af hans pande, da han rækker hånden frem og fastgør den sidste bolt. Han har gjort det. Den er endelig færdig. Han læner sig tilbage, puster ud og tillader sig selv et lille smil. Endelig er den færdig. Han kigger spændt på den. Om ikke længe vil han få sin første instruks. Den første ud af mange, men det vil være det hele værd. Verden kommer til at stå i stor gæld til ham. Han ryster på hovedet. Verdenerne, retter han sig selv, ikke verden. Han sætter sig på gulvet og betragter roligt maskinen. Sekunderne bliver til minutter og minutterne bliver til timer mens han tålmodigt venter og til sidst sker det. En lille seddel, der er rullet sammen til en skriftrulle bliver spyttet ud af maskinen. Han rejser sig, tager sedlen og åbner den med rystende hånd. ”Tag til kroen mellem verdenerne” står der. ”Der vil du finde den nødvendige hjælp”. Han spærrer øjnene op. ”Kroen findes!?” udbryder han. Han ryster vantro på hovedet. ”Det kan ikke passe” mumler han for sig selv. Han kigger på maskinen og åbner munden, men siger intet, ryster på hovedet og kigger på sedlen igen. ”Kroen mellem verdenerne.” Han ryster igen på hovedet. ”Men maskinen lyver jo ikke”. Han tøver endnu engang inden han beslutsomt putter sedlen i lommen og går i gang med at pakke.

Stoffet, der holder verdenerne sammen er tyndt. Det har man vidst siden Eltharinerne i deres overmod rev det i stykker og måtte ofre deres liv for at binde det sammen igen. På trods af det, har mange forskere og troldmænd har forsøgt at forstå hvordan og hvorfor, eltharinerne gjorde det, og mange har forsøgt at genskabe en måde at rejse mellem verdenerne – det er dog endnu ikke lykkedes nogen uden at tage eltharinernes ældgamle form for magi, som ingen helt forstår i brug. Dertil kommer, at ingen der er kommet så langt, er sluppet godt fra det. For de fleste, har dette været enden på jagten. Mange har prøvet, og det er endnu ikke lykkedes. Alligevel bliver der hvisket. I hjørnet af kroer sent på natten, når solen er ved at stå op og man er sikker på, der ikke er nogen, der lytter. Det er lykkedes, hviskes det. En helt har passeret fra den ene verden til den anden og kommet tilbage igen. Men historierne varierer – i den ene landsdel hedder helten ét, i en anden noget andet. Historierne bliver forkastet som vrøvl. Det er jo umuligt at rejse mellem verdenerne. Det er ikke noget fornuftige folk beskæftiger sig med.

Hvad ingen ved er, at ikke blot én men alle historierne er sande, og grunden til at navnene skifter er, at det er lykkedes for mere end en person. Et sted findes der nemlig en kro. Denne kro ligger ikke i Wismerheim eller nogen anden verden, men ligger på et plan for sig selv. Der er kun den. På trods af det, ligger den også på rigtig mange andre planer. Den findes der ikke fysisk, men der ligger en manifestation af den, der fungerer som en indgang. Det sekund, man træder ind af døren bevæger man sig fra den verden, man er i og ind på det plan, hvor kroen ligger. Kroen kaldes ”Kroen mellem verdenerne”, og ved at bruge den, er det faktisk muligt at rejse fra en verden til en anden. Kroen i sig selv, er ikke noget specielt at se på – den ligner en ganske almindelig kro, om end noget større end de fleste kroer. Gæsterne er dog meget specielle. På kroen bor nemlig udelukkende helte. Disse helte har alle rejst i mange verdener og været vidt og bredt omkring. De bruger det meste af deres tid på at være i kroen, hvor de drikker, spiser og fortæller historier, hvis ikke de oplærer andre til at udleve deres heltepotentiale. Hvad der er endnu mere usædvanligt er den store port, der står midt i kroen. Over porten er der et hjul med en masse forskellige motiver og foran den sidder Vogteren. Alle tre er tusindvis af år gamle, og det er dem, der gør kroen til det mærkværdige sted, det er. Denne port er nemlig døren, der giver adgang til de forskellige verdener, og det er den, der har tiltrukket helte i tusindvis af år.

Kroen har lignet sig selv alle disse år, og kun gæsterne har forandret sig. De er blevet ældre, er døde og sidenhen blevet erstattet af nye gæster, der også er helte. For nylig er der dog kommet en ny ting til – en ting hverken kromutter, Vogteren eller gæsterne har set før. En ingeniør er kommet til kroen. Denne ingeniør er ingen helt og det er derfor helt uhørt, at han gæster kroen. Hvad der er endnu mere mærkværdigt er, at han har taget en maskine med sig. En stor maskine, der står i hjørnet. Der er ledninger ud over det hele, og indimellem kommer der røg ud af den. Denne maskine, påstår han, skal redde alle verdenerne. Den skal skabe fred og fordragelighed. Den skal forhindre krig og mord. Alle vil behandle hinanden pænere. Ingen skal sulte, og ingen skal mangle noget. Alt han og maskinen skal bruge, er nogle helte, der er villige til at gøre, hvad der skal til. Ikke alle opgaverne vil være rare, og de vil ikke alle give mening, forklarer ingeniøren. Men de skal udføres. Det er for det fælles bedste.”