Rollespil handler om at leve sig ind i en anden rolle, det vil sige at tænke, tale og gøre som sin rolle. Det behøver man ikke regler for. Der er dog nogle ting som man ikke kan gøre, selvom ens rolle ville have gjort det. Derfor har vi lavet nogle regler, så man kan klare nogle af de situationer, hvor vi bliver nødt til at ’lade som om’.
Kamp
Kamp til vores kampagner foregår med bløde rollespilsvåben, så man rent faktisk kan slå på hinanden, uden at det gør ondt. Men i stedet for at man bare slås, indtil man bliver træt, har vi indført ‘kropspoint’ (KP). Bliver man ramt af et våben, mister man et af sine kropspoint, og kommer man ned på 0 kropspoint, skal man falde om og spille død.
Alle har fra starten af 2 kropspoint. Det er muligt at få flere ved at bruge rustninger eller magiske genstande. Så hvis du hverken har rustning eller magisk beskyttelse, så skal du altså falde om, hvis du bliver ramt to gange.
Der er desuden et par andre regler, der gælder i kamp. Man må ikke slå sin modstander i hovedet eller i skridtet. Derudover skal man holde styr på sine egne kropspoint og IKKE de andres. Det er strengt forbudt at sige til de andre ”du er blevet ramt”. De frivillige/voksne er de eneste, der må fortælle folk, at de er blevet ramt. For andre er det forbudt. Det er ligeledes forbudt at brokke sig under kampen. Efter kampen må man gerne sige til en frivillig/voksen, hvis der er sket noget, der ikke var i orden. Så vil den frivillige/voksne sige det videre.
Når disse ting er sagt, skal man også huske på, at vi spiller for sjov, og at det handler om at have en god dag sammen. Bare fordi de andre er ens fjender i spillet, kan de jo være flinke nok i virkeligheden.
Opsummering
- Alle har 2 kropspoint fra start.
- Ingen slag i hoved og skridt.
- Man tæller ikke de andres kropspoint.
- Ingen brok under kampen. Sig det til en frivillig/voksen efter kampen.
- Leg pænt.
Døde og såret
Når man mister sit sidste kropspoint, er man død. Dette vises ved, at man lægger sig ned og bliver liggende til kampen er slut. Er der meget trængt eller er man bange for at blive trådt på, kan man tage hånden på hovedet, gå ud til siden og lægge sig der. Når kampen er forbi, samles man hos holdlederne og følger deres instruktioner. Husk, at når man er død og skal gå, har man hånden på hovedet, for at vise at man er død.
Er man levende og blot er såret, følger man ligeledes holdlederens instruktioner.
Rustninger
Har man en rustning på, kan man få ekstra kropspoint (KP). Er du i tvivl, hvor meget ekstra KP, som din rustning giver, kan du altid spørge de frivillige/voksne. Herunder kan du se, hvad de enkelte rustningsdele giver i kropspoint:
*OBS, du kan max. have 5 KP, uanset hvor meget rustning du har.
*OBS, i vores KP system runder vi altid ned. Det vil sige, at hvis du har 2,5 KP, så har du 2 KP.
- Armskinner på begge arme: ½ KP
- Slagkofte: 1 KP
- Rustning: 1 KP
- Hjelm: 1 KP
- Benskinner på begge ben: ½ KP
- Skulderplader til begge skuldre: ½ KP
- Ringbrynje: 2 KP
- Lårplader på begge lår: ½ KP
Spilgenstande
Hvis man besejrer andre, kan man tage visse ting fra dem. Disse ting kan være bannere, spilpenge og magiske genstande. Men husk, folk har også personlige ting med hjemmefra, og disse ting må man ikke tage. Spørg evt. din medspiller om det er i orden at tage tingene.
Det er også muligt at handle med spilgenstande.
Spilpenge
I stedet for danske kroner og ører bliver der brugt nogle metalmønter i spillet, der kaldes for sølvmønter. Sølvmønterne kan man tjene og beholde til de næste spilgange. Spiller man fast ude i til DJR kampagnen, må man gerne tage sølvmønterne med hjem til næste spilgang. Vi vil dog typisk samle sølvmønterne ind, når en spilsæson slutter. Det vil sige spilgangen i november og spilgangen i maj. Her er det vigtigt, at du tager alle dine sølvmønter med og giver dem til de frivillige/voksne, når spillet er slut.
*OBS, til vores sommerferierollespil er det vigtigt, at alle sølvmønterne bliver afleveret til de frivillige/voksne på den sidste spildag.
Magiske genstande
I spillet er det muligt at få fingrene i magiske ting såsom sværd, bannere, ringe og den slags. En magisk ting kan give flere kropspoint, ændre på ens personlighed eller gøre noget andet spændende. De magiske genstande og deres effekter bliver præsenteret før spilstart, og en lille seddel følger med rundt i spillet, som kan forklare hvad den gør. Husk at give sedlen videre, hvis du giver/taber den magiske genstand til en anden. De magiske genstande afleveres til de frivillige ved spilstop.
Magi
Nogle spillere kan kaste magi, så hør efter, hvad de siger. Hvis det er dig som de peger på, så lyt til, hvad der bliver sagt, når magien kastes og rollespil på det.
Frivillige
De frivillige er de voksne i rollespillet. De fleste af dem spiller på et hold, sammen med dig, men andre spiller også specielle roller, der er med til at give spillet indhold. Har man spørgsmål eller problemer, kan man altid gå til en af de frivillige. Læs mere om de frivillige her.